Skip til hoved indholdet
    Hjem Faglighed Projektuger

Projektuger

På alle klassetrin organiserer vi hvert år en projektuge.

Vi har udarbejdet et progressionsskema – en rød tråd - for projektarbejdet på Peter Willemoesskolen.
Det betyder, at vi fra indskolingsklasserne langsomt år for år bygger flere og flere færdigheder på, således, at eleverne er fuldt ud ”klædt på” til den afsluttende projektopgave i 9. klasse.

Progressionsskemaet er bygget op omkring følgende delområder:

  • Organisering: Eleverne oplever ad flere omgange at skulle arbejde med makker, i større grupper eller individuelt, således de bliver i stand til at træffe det rigtige valg for dem selv, når de når til projekteksamen i 9. Klasse.

  • Problemstillinger: Eleverne introduceres langsomt og i starten med meget hjælp til hhv. data-, forklarings-, vurderings- og handlespørgsmål. I slutforløbet er det hensigten, at disse teknikker og arbejdsspørgsmål er automatiserede hos eleverne.

  • Informationssøgning: I starten er der meget lærerstyring og hjælp til eleverne med henblik på at finde informationer om deres projektemne. Efterhånden bliver eleverne mere og mere selvkørende, og er i stand til at finde de rette bøger på eget bibliotek, Assens Bibliotek eller på Internettet. Med til dette arbejde hører også undervisning i kildekritik i forbindelse med kilder fundet på nettet. Slutmålet er, at eleverne bliver helt og fuldt ud selvstændige og i stand til at finde de rette informationer om deres projektemne.

  • Produktfremstilling/fremlæggelse: Eleverne skal i løbet af årene prøve at fremstille og fremlægge følgende produkter: udstillinger, billedbøger, plancher, skuespil, drama, planche, avis, PowerPoint, foredrag, maleri, tegning, video, rapportskrivning mv. Vi forsøger at præsentere dem for så mange produktformer som muligt, således, at de bliver i stand til at vælge et produkt, der får dem til at ”shine” ved fremlæggelsen i 9. klasse. Når eleverne kommer i udskolingen, er der ligeledes et godt samarbejde med håndværk og design samt billedkunst, når det kommer til at få hjælp og inspiration til udformning af produkt.

  • Evaluering: I indskolingsklasserne evalueres med smileys og senere bliver det klassevis respons. På mellemtrinet evalueres projektet af eleverne (tilhørerne) med punkter som lærerne har udstukket. Dette afløses senere af skriftlig evaluering fra læreren. I udskolingen evalueres både med skriftlig og mundtlig tilbagemelding fra lærerne.

Peter Willemoesskolen
Skelvej 29
5610 Assens

Telefon: 64 74 77 95
peterwillemoesskolen@assens.dk

Nyttige links